HUN / Hjemme Undervisningen i Norge - Hun9706a.htm
HUN / div. avisutklipp etc. / 06, 1997:
- PS: Se evt. også NYHETER.
- 02.06. 1997, mandag - HUN / Internett :
"Jeanne d` Arc som barn",
av Jules Michelet (1798 - 1874, Frankrike).
- 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag - HUN / Internett
:
"Bjørnstjerne
Bjørnsons tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897",
av Rune L. Hansen.
- 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag - HUN / Internett
:
Tale på
Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897, av Bjørnstjerne Bjørnson
(1832 - 1910).
-
---
HUNs Internettsider 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag :
Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910) er av mange med rette blitt kalt landsfaderen. At han er en av Norges største åndspersonligheter og forfattere er det få som bestrider. Til tross for at han har fått statusen som et nasjonalmonument er det forunderlig stille ifra hans ånd og vesen i vårt land! Dette til tross for at han enda er langt mere aktuell enn de fleste av vår tids norske politikere, forfattere og skribenter. Forklaringen er den enkle at mange har hatt og har interesse av å sverte ham, fortie ham og å utmale et harmløst glansbilde av ham. Sånn kan det dessverre fort og lett gå med store åndspersonligheter som med kraft taler til og med omgivelsene, - de representerer en genuin følsomhet og integritet i forhold til omgivelsene, og dermed også en opposisjon og protest og nye idéer med rekkevidde. I de siste mange tiår under Arbeiderpartiets hærjinger i vårt land har jo slike mennesker nærsagt vært forbudt. Nærsagt ikke hatt livets rett i det heletatt.
I nedenstående
tale eller foredrag som Bjørnstjerne Bjørnson avholdt på
Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen - olsokdagen, 29. juli - 1897, for hundre
år siden, snakker Bjørnstjerne Bjørnson om en annen
av våre landsfedre - om Olav Haraldson (995 - 1030), også kalt
Olav den hellige og Olav Digre. Bjørnstjerne Bjørnson var
ikke noe "perfekt" menneske eller i alt hva han sa eller skrev,
- og antagligvis langt mindre Olav Haraldson. Det er ikke bare det det
kommer an på i virkelighetens verden! Men også og kanskje særlig
at man noe vil, - og hva og hvordan man vil! Kanskje var f.eks. en Hans
Nielsen Hauge (1771 - 1824) eller en Alf Larsen ( ) eller en Jens Bjørneboe
( ) mere eller mindre "perfekte" eller ideelle mennesker - Alle
disse og flere til gjorde seg dog på vesentlig og viktig vis til
en bestanddel i den norske "landsfaderen"! Bjørnstjerne
Bjørnson taler i sitt foredrag og forfatterskap om vesentlige elementer
så som medansvarlighet, erindring og nasjonal selvstendighet kontra
fremmed herredømme, og om individualitet, samfunn og historie med
mere. Og hans vesen har mye å fare med, - som var og er dypt og som
rekker langt.
Nu i vår
tid har vi et Arbeiderparti (& kompani) som febrilsk og frenetisk vil
ha enhetlige, sentraliserte monopol-tvangs-skoler som omgjør og
produserer (fascist-marxistisk, "på løpende bånd")
dusinvare-kopier utav originaler, mentalt uniformerte for Arbeiderpartiets
Janteland og babylonsk benevnte "sosial-demokrati". Et hedensk
og "materialistisk" Arbeiderparti som er sjef for og i Den norske
kirken og i og over det generelle kulturlivet, næringslivet og rettsvesenet
med mere. Som målrettet bruker urettferdighet, løgn og lovløshet
for å nå sine mål om mere egoisme og ukristelighet i
verden. Og som for alt i verden sammen med rovgriske kapitalinteresser
vil avhende vårt land til fremmede overherredømmer benevnt
EU / EF og annet. Mens var det Næringslivets Hoved Organisasjon
i norge / NHO (?) som nettopp gav en "ærefull" like-stillingspris
til nylig avtroppede statsminister Gro Harlem Brundtland, for hennes "store
innsats for kvinners likestilling og menneskeverd!" (Var det vel det
ble sagt iallfall ...) Som reklamerer for seg selv som et glansbilde av
Norge på Amerikansk frokost-tv, for millionvis av kroner fra Norge.
Hun skal bl.a. altså hedres for sin tvangs-likestilling av kvinnekjønnet
i Norge, som har svært så lite med likeverd å gjøre,
men som gjør vår likhet med lik større, som bl.a. bringer
mødrene og fedrene avgrunnsdypt bort ifra barna og barna avgrunnsdypt
bort ifra foreldrene og sin barndom, uskyld og utvikling, og som stimulerer
og bevirker fosterdrap, i en målestokk og med en effektivitet som
gjør massemorderen Herodes blek av misunnelse! Mens perversitetene,
seksifiseringen, egoismen, volden, selvmordene, griskheten og hovmodet
og urettferdigheten og babbelet i vårt samfunn yrer fremadskridende
mere og mere! Mens enkelte prester i Arbeiderpartiets statskirke reagerer
litt på at jenter og gutter selger seg som en sex-vare for massemedia
og på Karl Johan i Oslo, og i byenes bakgater. Mens menn og kvinner
i næringslivet og i politikken og i rettsapperatet og iøvrig
prostituerer og selger seg (og andre) for penger og karriere an mass. For
å få mest mulig Babylon. Mens kongefamilien, med nåværende
kong Harald i spissen, som i kveld sitter i Vikingemuseet i Lofoten og
spiser villsvin, iøvrig sier bla-bla og ja-ha. Som de fleste andre
som ikke er ute og leker Don Quiote!
Hvordan skal
det gå med vårt land og med verden?! Når ingen engang
våger eller makter å nevne Skjøgen eller hennes navn
eller hennes elsker! Og når og hvis alle og enhver tror og tenker
at det er, akkurat - nettopp ja, Skjøgen, som er svanger med verdens
redning og forløsning i konfliktløsning! Og når det
er bortforklaringer av alt og ethvert overalt! Hjelper det med en smule
kommunikasjon og hva den enkelte av oss gjør og ikke gjør?
Hverken jeg eller Bjørnstjerne Bjørnson sier iallfall at
det ikke hjelper!
Efter Martin
Luther sin kirkereformasjon tok det mere enn 450 år før Olav
den hellige ble "stueren" igjen, - og det besørget Bjørnstjerne
Bjørnson med sin flammende tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen
1897. Foredraget fant jeg på trykk, med en innledning av Bjarne Vestmo,
i Olsok tema-nummer av UKE-Adressa (bilag til Adresseavisen) for lørdag
22.07. 1995. Jeg vet ikke hvor det evt. iøvrig har stått på
trykk. Men der skriver Bjarne Vestmo bl.a.:
"Det var
en formidabel oppslutning om arrangementet på Ilevolden. Et stort
tog marsjerte fra Midtbyen ut til Ilevolden, 3500 mennesker med 30-40 faner
og 40 rene flagg. I alt var det 10 000 mennesker som hørte Bjørnsons
tale, og alle deltok i avsyngingen av bl.a. Ibsens "Vi er et folk,
vårt land er fritt", "Norge, Norge" og Bjørnsons
egen "Ja, vi elsker". Taleren ble takket for at han hadde "reist
Olavssaken og skapt alt det norske og nasjonale som finnes i folket".
Det ble opplest hilsningstelegrammer, bl.a. fra trønderske stortingsrepresentanter
og fra Fridtjof Nansen. Til slutt dundret det i dynamittsalver i Steinberget.
Ikke alle likte
det de hørte. Det var fortsatt mange unionister og lojale kong Oscar-tilhengere.
Enda mindre likte de møtet på Hjorten etterpå. I en
mer uformell sammenheng tok Bjørnson igjen ordet og raljerte over
unionistene, navnlig Høire. Etter avisreferat å dømme
var stemningen høy.
Trondhjems
Adressekontors Efterretninger (Adresseavisen) slo hardt tilbake, og fastslo
at Bjørnson hverken var satiriker eller humorist, men tung og "ubehændig".
"Han selv og hans Bifaldsydere repræsenterer (...) Forfaldets
og Nedgangens Umoral". "(...) den Mand, der indtog (...) en Høvdings
Stilling ved Olavsfesten, benytter sit Navn og sin Autoritet til at angive
Tonen for en stor Skare, hvorav den overveiende Del tilhørte Ungdommen.
Den Slags Opdragelse truer med at blive farligere for vort Fædreland
end en hvilkensomhelst udvortes Fiende", mente Adresseavisen i 1897."
Sigrid Undset
( ) sa at: "Lenge hadde folket kjent kristendommen fra yttersiden,
men med Hellige Olav blir hele folket lukket innenfor."
Herunder Bjørnstjerne
Bjørnsons foredrag i sin helhet slik det stod gjengitt i Adresseavisen
i 1995.
Rune L. Hansen,
Sankthansaften 1997.
***
Av Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910)
Kong Olav
Haraldson og Olav den Hellige er ikke den samme. Den første, som
vi kjender ham fra Snorre og vore Historikere, er bare Fodstykke for den
andre, som i fem hundre Aar steg saa høit og gjorde saa stor Gjerning
i Det norske Folk, at ingen norskfødt naar ham til Ankelen.
Det kunde ikke
ha været saa, hvis ikke ogsaa den første, kong Olav Haraldson
selv, havde været en stor Mand, - større end han nu ofte synes.
Protestantismen har havt sin Virkning med at forkorte ham. Og den Bondeforgudelse,
vi har gaat igjennem, og som i Grunden intet andet var end Selvoppholdelsesdrift
og derfor gjorde mere godt end ondt, - den forleded mange til at ta Parti
for Bønderne mod Kongen. Men det er omtrent som at ta Parti med
Jøderne mod Jesus. Olav Haraldson var det Nye; var Kulturbæreren;
i hans Retfærdighed og Død skulde de andre fornyes. De trængte
saart til det.
Snorre Sturleson
har set ham, just slik han var, hos ham har Olav Haraldson sin fulde Høide.
Snorre samler siin Dom i disse faa Ord:
"Landsfolket
reiste sig mod Olav, fordi han var retfærdig. Men Olav vilde heller
opgi sit Kongedømme end sin Retfærdighed".
Et stolt Eftermæle
for en Konge-Reformator! Kong Olav Haraldson vilde bygge den retfærdige
Guds trone over dette folk; men for hver Sten, han bar op til den, ramled
en ned af hans egen Trone. Han saa det, men blev ved at bære op.
Og denne Konge,
som gav alt, Rige og Liv, for saa høit et Maal, han begyndte som
vild Viking. Det er to Ting, som mest har gjort ham saa kjær for
mange, fra vi var unge, og her er den første: han er den utviklingsrikeste
Skikkelse i vor Historie.
Slige som Olav
Trygveson, Peder Wessel, Henrik Wergeland er født færdige.
De lever sit geniale Solveirsliv fort, i et Drag, og aander sin Sjæl
ud - ikke i Døden; den kom over dem som en Tilfældighed, de
selv ikke ænsed større; nei, i Folkets evige Ungdomssommer.
Der blir den ved at være Sjælenes Sjæl.
Men Olav Haraldson
er Folket i Vækst. Olav Trygveson kristnet det; men lod det ellers
være som det var, og det samme gjorde han med sig selv, glad, ligesæl
straalende, uden synderligt Foresyn, hvad ogsaa førte til hans og
Rigets Fald.
Om Olav Haraldson
fortæller derimod Snorre, at han med Anger omvendte sig selv fra
Vikingelivet og alt det, som fulgte med. Dernæst vilde han ha alle
de andre omvendt. Uden Afslag fordi om en Mand var af høi Byrd.
Snorre siger udtrykkelig, at dette var det især, som forarged.
Maal ham saa
paa hans Samtidige i Norge! Fædrelandsbegrepet var endnu ikke fæstet;
Lydigheden mot Overkongen noget mere; men heller ikke den. Det gaar altsaa
ikke an at lægge strenge Maal forsaavidt. Men ærlig Færd
havde de Begrep om; Svig vidste de, hvad var. Jeg har nu læst Snorres
"Olav den Helliges Saga" om igjen. I Skildringens Uvæld
og Kunst er den et Mønster for alle Folk og Tider. Æmnet er
ogsaa det stærkest spændende.
Ligevel har
jeg ofte ikke aarket at læse mere end et Par Blad paa en Gang, saa
væmmedes jeg ved den Falskhed, den underfundige Havesyge, som omgav
Kongen. Hvad havde han ikke selv for høit Begrep om Ærlighed;
hvor færdedes han ikke sand og trofast iblant dem! Regner vi med
det og tillige med hans hærdebrede, blodfulde Kraft, saa kan vi neppe
undres ved, at Harmen stundom flød over. Vi undres heller ved, som
han kunde tæmme sig. Blodet sprængte paa, det stak med Ild;
i de mægtige Øine lued den.
Vi maa følge
hans Vækst gjennem Med- og Modgang frem til Stiklestad, der han stupte
med sin Sag og lavde sig selv i Guds fang, tryg paa, at begge var hans.
Da faar vi Ærbødighed. Her var udført et Stykke Arbeide!
Se ogsaa paa dem, som fulgte ham i Landflygtigheden eller endog søgte
ham der og siden fulgte ham hjem igjen til den siste Kamp. Her var udført
et Stykke Arbeide! Vi kan maale Alvoret paa Sagnlængselen, Sagndigtningen,
som følger Toget mod Nord ligesom Trækfuglene Sommeren for
at ruge i den. Vi kan maale det paa Kongens Krav til dem, som strømmed
til ham andetsteds fra, at de skulde la sig døbe eller gaa sin Vei.
Han havde dem behuv, hans Hær var liden mod Bøndernes; men
det hjalp ikke. For os kan slig Daab se ud som bare Form. For ham var Daaben
et himmelsk Under, som straks omskabte.
Der er en Udvikling,
som især er Hodets Sag. Men Olav var en Handlingens Mand, hos ham
var Alting døbt af Vilje, og den selv var døbt. Her er det
Andet, som mest har gjort ham saa kjær for Mange, fra vi var unge.
Af alle, som har indvirket paa norsk Skjæbne, er han den viljestærkeste.
Det er især Viljemennesket i ham, som har holdt mig fangen, fra Gut
af.
Viljen virked
saa umiddelbar, at nogle droges til i Liv og Død, andre taalte ham
ikke. Han maate selv gaa afveien, for at det, han vilde, kunde saa skinne
paa dem.
Olav Trygveson
var fager og vindende for alle. Olav Haraldson alene for dem, som blev
viljedøbt af ham.
Efter Kyndiges
Dom var Olav Haraldson en stor Hærfører, likesom han var en
udmærket Lovgiver. Dette kunne nok lægge Glans om ham, ligesom
hans sømmelige, kongelige Færd i det Hele. Men det var hans
indre Liv, som var det koglende ved ham. Øinene bar Bud fra det,
Væsenet var tungt af det. Som Regel var han faamælt; men hvad
han sa, blev husket; især var hans Raad uforglemmelige. Mangen Gang
saa han forud, hvad som vilde hænde dem, han talte med eller talte
om. I hans Hænder var Lægekraft. Selv hans Allernærmeste
havde ærbødig Sky for ham. Den meddelte sig fra dem til hans
Fiender. Der var noget ved ham, som fristed dem til at fælde ham;
neppe var det gjort, saa forfærdedes de. De maatte gjøre denne
Udaad, før de kunde bli bedre.
Straks han
var død, skjede alt, han vilde. Borte var Fremmedherredømmet,
samlet var Høvdingerne, kristnet var Landet, hans Søn paa
Tronen, Norge fikk Rang med andre selvstændige Riger, ja over deres,
som nylig havde begjært det. Olav i sit Skrin virket det altsammen.
At han blev Folkets Helgen faldt af sig selv. Det betyder, at han i deres
Tro blev Norges Overstyrer ved Guds Trone. Den Tids Mennesker følte
Sky for selv at tale med Gud: de maatte ha en til at gjøre det for
sig, en av deres egne, som de vidste stod høit hos Gud.
Vore Historikere
har neppe værdsat høit nok det Tab, vi led, da vor norske
Helgen ble gjort utlæg i Norge. Vi maa sætte os ind i, hvad
han betød for hver enkelt: et skinnende Barneminde, et Fang fuldt
af Gaver, et Øie over deres Færd, en god Tilflugt, alles Forbeder,
Himmelporten. Eller hvad han betød for dem som Frænde. I ham
blev de alle Frænder. I hans Martyrdød blev de èt Folk,
den gjorde Ende paa Fremmedherredømmet. Han var Landets Værn,
det Fane, dets Lov, dets høieste Ærestinde.
Vi maa prøve
at forstaa, hvordan det tog sig ud for dem, da han havde været dette
i fem hundre Aar, og det saa lærtes, at Altsammen var Bedrag. At
det var unyttig at be Hellig Olav hjælpe dem hos Gud. Ja, det var
Synd. Hvis denne Synd gjentog sig, var det Sjæls Fortabelse! Vi kan
maale Harmen og Sorgen paa, at saa mange av de Præster, som lærte
det, uden videre blev slaat ihjæl. Vi skjønner, hvor nær
det var, at de fleste blev slaat ihjæl. Hadde de bare havt ledende
Mænd! Men det havde de ikke. Vi maa prøve at forstaa, hvad
de tabte i Mod, i Tro på sig selv, vore Forfædre, dengang de
saa, at Intet skjede, Intet nyttet. Da Hellig Olav og Jomfru Maria, Jomfru
Maria og Hellig Olav blev udjaget af Landet, deres Kirker vanhelliget og
ranet, ofte ødelagt! De maatte da vel føle det, som de selv
var gjort utlæg.
Vi vil nok
skjønne det, straks Olavsdagen varsles. Skjønt det skjer
efter flere hundre Aars Fravær, skal vi nok faa høre, at her
har vi stødt paa en gammel Vise, som engang laa paa alles Munde.
Den synger sig selv.
Ja, som det
gaar med Draumkvædet
i vore Dage, netop nu udgravet igjen. Der sidder vi og kjender det, skjønt
Visen, siger lærde Mænd, er fra Aar tolv hundre og tyve, eller
saa omtrent. De samme lærde Mænd mener, at Kvadet netop er
laget om Hellig Olav og skildrer et Syn ind i det store Ukjendte, som han
har faat Lykke til, Olav den benaadede Søn, Olav den høitelskede
Søn. At høre Draumkvædet er som at føres dybere
og dybere ind i en gammel Minegang i Folkemindet. Engang for mange hundre
Aar siden fyldtes den i en Skadeflom og blev halvejs glemt.
Aldeles som
det gik med Olavsdagen! Fra denne gamle Minegangen i Folkemindet, som nu
atter aapnes, skal vi nok atter bryde nye Gange til begge Sider og drage
megen Rigdom frem.
Jeg spaar,
at naar Klokkerne kimer for Olavsdagen over det hele Land, vil vi kjende
det, som ringte det - ikke fra bare Bakken, som Kirkerne vore nu alminnelig
staar paa, men fra Bjørkelien, fra Gran og Furuholtet, fra Havskjæret.
Det vil kjendes som den norske Naturen da flytter tættere til. Og
som vi selv gaar tilmøtes med Forfædrene vore, ikke dem alene,
som vi selv har kjendt, nei, dem som har brudt op Landet for os med Sværd
og Plog og Sang og Lov. De, som faldt paa begge Sider for os ved Stiklestad,
og paa saa mangen anden Plads, deriblant den, vi nu staar paa. Og de, som
i stille Arbeide gjenreiste Landet for os efter hver Ufærd, som de
Styrende førte det op i.
Jeg spaar,
at de, som taler i Kirkerne paa Olavsdagen, kommer til at tale om mere
end Jøderne og Jødeland; de kommer ogsaa til at tale lidt
om Norge og Nordmændene. Altså ikke fra bare Bakken, de heller.
Efterhaanden
maa Olavsdagen drage dette udover paa de andre Helgedagene. For det vil
snart bli aapenbart, at saaledes vender mange Sind tilbake til Kirken,
som nu var borte. Skal Kirken sanke dem ind igjen, maa det søge
dem der de er. Efter den Regel, at ham, du vil vinde, hans Kjærlighed
maa du finde.
Her er vor!
Vi er efterhaanden blit noget mere end Ænkeltmennesker; optat af
mere end vor egen Sjælstilstand. Vi er blit et Samfund af Medansvarlige,
et Fællesskab til Fædrelandets Ære og Velferd. Her er
vi, her staar vi nu i en alvorlig Kamp! Ændelig engang vil vi atter,
hvad Olav vilde; gjøre dette Land til vort. Ændelig engang
som han fri det helt fra Fremmedherredømmet. Det skulde vel ikke
være under Kirkens Værdighet at komme med paa det? At møtes
med Hellig Olav i det?
"Saa
længe Olav sad i Kongesædet", siger Snorre, "prøvte
han at gjøre det beste (mærk Ordene: "det beste"!) : først
at fri Folket fra Fremmede Herrer, dernæst at omvende det til den
rette Tro, endelig at sætte Landets Lov og Ret".
Op med
Kirken paa Olavsdagen!
Det gjælder
nu som paa Olavs Tid: Norge ligger under for fremmed Magt, bare saa længe
det ikke er enigt. Et enigt Norge faar, hvad det har Ret til, jævnsides
andre selvstændige Folk.
Norske Bymænd
og Bønder: andre tør nu ikke engang ud med Nøklerne
til de forskjellige Kirkeporter paa Olavsdagen, men blir I bare enige,
saa husk, at I har Hovednøkkelen! Til Kirkerne som til mere. Læg
den ind i Røsteseddelen nu til Høsten, den og det norske
Flaget, den ene i det andre. Saa hjælper I barna til bedre Vilkaar
for et retskaffent Liv, end mange af os har havt.
Hvorfor kan
jeg ikke be den norske Kvinde om det samme? Hun, som staar i Barneflokken,
i en selvstændig Gjærning i Hus eller Forretning, hvorfor skal
hun ha mindre Værdighed om mindre Magt, naar det gjælder Kirken
og Folkeæren?
Men saa venter
vi ogsaa af Mændene, at de handler som de, som har Fuldmagt af flere.
Paa Olavsdagen
skal Norges selvstændige Fortid Frem til Held for en selvstændig
Fremtid. Paa den skal begge knyttes sammen i vor Vilje. Kanske er der lidt
Arv i den af Olav Haraldsons. Kanske den ogsaa som hans, naar Kirken hjælper,
kan vokse i Mod og Offerkraft.
Dette Ønske
vil vi tilslut samles i! Vi vil løfte det for Kong Olav Haraldson
og vort Fædreland fra denne mindestore Plads. Her har Norges Skjæbne
ofte været afgjort. Her har han selv gaat, røslig og mandig
med Norge i sit Sind. Sikkerlig saa han Byen med Bakker, Fjord og Fjeld
i det Syn, han havde, sidste Gang han red ind i Landet. Naar Ønsket
løftes herfra, faar det kanske lidt af den Ævne, hans Klokke
havde derborte fra Clemenskirken: at høres i Dagningen foran Afgjørelsens
Stund flere hundre Mil borte. Og da at sætte Brand i Sindene.
Leve det gamle,
det nye Norge!
***
- 02.06. 1997 - HUN / Internett
:
(Kopi / avskrift: HUN, rlh.)
Av Jules Michelet (1798 - 1874, Frankrike)
Jeanne var
den tredje dottern till en lantman.
Under det att
de andre barnen gingo ut med fadern för att arbeta på åkern
eller valla djuren, behöll modern Jeanne hemma hos sig och sysselsatte
henne med att sy eller spinna. Hon lärde sig varken att läsa
eller att skriva, men hon fick veta allt som modern visste om heliga människor
och ting. Hon mottog sin religiösa kunnskap icke som en läxa
eller en ceremoni, utan i vackra berättelser vid härden och såsom
en moders enkla tro. Det som vi på detta sätt anamma med blodet
och mjölken, är något levande, ja, livet självt.
Det finns ett
rörande vittnesbörd om Jeannes fromhet, härstammande från
hennes barndomskamrat Hannette, tre eller fyra år yngre än hon.
- Hur många
gånger, s¨¨ager hon, var jag inte hos hennes far och låg
förtroligt i samma säng som hon. Hon var en snäll flicka,
enkel og blid. Hon gick gärna i kyrkan och besökte heliga platser.
Hon spann, arbetade i hushållet, såsom andra flickor. Ofta
biktade hon sig. Hon rodnade, när man sade, att hon var för from,
att hon för ofta gick i kyrkan. En lantman, som kallats att vittna
i hennes sak, tillägger, att hon skötte sjuka, skänkte gåvor
åt fattiga.
- Jag vet det
väl, sade han, jag var barn då, och det var hon som skötte
mig.
Alla kände
till hennes barmhärtighet och fromhet. De visste väl, att hon
var den bästa flickan i byn. Men vad de inte visste, det var, att
hos henne det himmelska livet oavbrutet uppsög det jordiska och hindrade
det att utvecklas. Hon ägde själsligen och kroppsligen gudagåven
att förbli ett barn. Hon växte upp, blev stark och vacker, men
hon lärde aldrig känna kvinnans kroppsliga besvär. De besparades
henne till fromma för hennes religiösa tankar och drömmar.
Född i skuggan av kyrkans murar, vaggad av klockornas klang och närd
av legender, blev hon själv en legend, blixtrande och ren, från
sin födelse till sin död.
Hon blev en
levande legend. Men hennes livskraft, stegrad och samlad, blev därför
icke mindre skapande. Omedvetet skapade hon, så att säga,
och förverkligade sina egna föreställningar och gjorde av
dem levande varelser, hon förlänade dem, från djupet av
sitt jungfruliga liv, en glans och en makt, som kommo den yttre verklighetens
jämmerliga gestalter att blekna.
Om poesi betyder
skapelse, så är detta förvisso den högsta poesi.
Man måste förstå, från vilket ringa ursprung hon
steg till en sådan höjd.
I sanning ringa
men redan poetiskt. Hennes hemort låg på två stegs avstånd
från Vogesernas stora skogar. Från hemmets dörr såg
hon ekarnas gamla skog. Där bodde feerna, de älskade särskilt
en källa invid en stor bok, som kallades feernas, damernas
träd. I den upphängde barnen kransar och sjöngo under dess
valv. Dessa forntidens damer och skogsfruar kunde icke längre
flockas vid källan, de voro utestängda därifrån till
följd av sina synder. Kyrkan var i själva verket fientligt stämt
mot dessa naturgudomligheter; och för att jaga bort den, begav sig
kyrkoherden varje år till källan och läste mässan.
Jeanne var
född mitt ibland dessa folkfantasiens legender och naturmytiska väsen.
Men vid sidan av dem företedde landet ett annat slags poesi, en vild
och hemsk och alltför verklig poesi, krigets ... Kriget! Blotta ordet
utsäger något rysansvärt. Det är visserligen inte
alla dagar anfall och plundringar, men ängslig väntan, stormklockor,
uppsprittandet ur sömnen och borta på slätten de röda
eldsvådornas dystra sken.
Jeanne såg
på nära håll krigets oro och spänning. Hon såg
nödställda flyktningar i sitt hem; god som hon var, hjälpte
hon till att förpläga dem; hon avstod åt dem sin säng
och lade sig att sova på vinden. Även hennes föräldrar
måste själva en gång fly. Sedan rövarhorden dragit
förbi, återvände familjen och fann byn skövlad, hemmet
ödelagt, kyrkan uppbränd.
Så lärde
hon sig, vad krig ville säga.
---
* Michelet, Jules (1798
- 1874), var son till en fattig boktryckare och växte upp i en nödens
boning, men nådde genom lysande begåvning och seg flit en hög
ställning i Paris` vetenskapliga värld. Revolutionärt sinnad
och misshaglig för de styrande, skildes han 1851 från sin professorstol
vid Collège de France. Han hade då delvis utarbetad sitt livs
stora verk Histoire de France, som han därefter fann tid och kraft
att fullborda jämte en mängd andra arbeten. Michelet var en grundlärd
man och ägde därjämte en stark fantasi, som har förlänat
en visionär åskådlighet åt hans skildring av Frankrikes
medeltid, glanspartiet i hans stora historiska verk, som klandrats för
ensidigt radikalt partitagande men allmänt erkänts som en av
den franska andens snillrikaste skapelser. Hans framställning av Jeanne
d` Arcs levnadssaga betraktas i hans hemland som klassisk.
("Jeanne
d` Arc som barn" ur Histoire de France.)
---
Overstående er hentet fra boken "Litteraturens mästare berätta om barn", urval och inledning av Olof Rabenius, med företal (och illustrationsurval) av Lennart Bernadotte, C. E. Fritzes Bokförlags Aktiebolag, Stockholm 1944. A5-format, 540 sider.
***
---
Denne
side er fra (This page is from):
HUN / Hjemme Undervisningen i Norge,
N-5520 Sveio, Norge.
Tlf.: 52740864. Fax-modem: 52740435. Postgiro: 0826.0762.231.
E-mail: runehan@sn.no
HUN har Internett-adresse:
http://home.sol.no/hunwww/index.htm
-