HUN / Hjemme Undervisningen i Norge -      Hun9706a.htm

HUN / div. avisutklipp etc. / 06, 1997:


OVERSIKT | HUNs FRONT-SIDE | ANNET | DAGEN OG NUET NU | HJELPERE1 | HUNs BARNE-SIDER | HUV | NOTATER |

OPPSLAGSTAVLE | NYHETER | DEBATT-SIDENE | THE END | HDA <<< FORRIGE --- NESTE >>>

Oversikt -

- PS: Se evt. også NYHETER.

- 02.06. 1997, mandag - HUN / Internett :
"Jeanne d` Arc som barn", av Jules Michelet (1798 - 1874, Frankrike).

- 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag - HUN / Internett :
"Bjørnstjerne Bjørnsons tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897", av Rune L. Hansen.

- 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag - HUN / Internett :
Tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897, av Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910).

-


OVERSIKT | TIL TOPS | HUNs FRONT-SIDE | ANNET | DAGEN OG NUET NU | HDA | HJELPERE1 | HUV | HUNs BARNE-SIDER |

NOTATER | OPPSLAGSTAVLE | NYHETER | DEBATT-SIDENE | THE END |

---

HUNs Internettsider 23.06. 1997, St. Hansaften, mandag :

Bjørnstjerne Bjørnsons tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897

BILDE: Trhjem1.gif av Rune L. Hansen

          Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910) er av mange med rette blitt kalt landsfaderen. At han er en av Norges største åndspersonligheter og forfattere er det få som bestrider. Til tross for at han har fått statusen som et nasjonalmonument er det forunderlig stille ifra hans ånd og vesen i vårt land! Dette til tross for at han enda er langt mere aktuell enn de fleste av vår tids norske politikere, forfattere og skribenter. Forklaringen er den enkle at mange har hatt og har interesse av å sverte ham, fortie ham og å utmale et harmløst glansbilde av ham. Sånn kan det dessverre fort og lett gå med store åndspersonligheter som med kraft taler til og med omgivelsene, - de representerer en genuin følsomhet og integritet i forhold til omgivelsene, og dermed også en opposisjon og protest og nye idéer med rekkevidde. I de siste mange tiår under Arbeiderpartiets hærjinger i vårt land har jo slike mennesker nærsagt vært forbudt. Nærsagt ikke hatt livets rett i det heletatt.

          I nedenstående tale eller foredrag som Bjørnstjerne Bjørnson avholdt på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen - olsokdagen, 29. juli - 1897, for hundre år siden, snakker Bjørnstjerne Bjørnson om en annen av våre landsfedre - om Olav Haraldson (995 - 1030), også kalt Olav den hellige og Olav Digre. Bjørnstjerne Bjørnson var ikke noe "perfekt" menneske eller i alt hva han sa eller skrev, - og antagligvis langt mindre Olav Haraldson. Det er ikke bare det det kommer an på i virkelighetens verden! Men også og kanskje særlig at man noe vil, - og hva og hvordan man vil! Kanskje var f.eks. en Hans Nielsen Hauge (1771 - 1824) eller en Alf Larsen ( ) eller en Jens Bjørneboe ( ) mere eller mindre "perfekte" eller ideelle mennesker - Alle disse og flere til gjorde seg dog på vesentlig og viktig vis til en bestanddel i den norske "landsfaderen"! Bjørnstjerne Bjørnson taler i sitt foredrag og forfatterskap om vesentlige elementer så som medansvarlighet, erindring og nasjonal selvstendighet kontra fremmed herredømme, og om individualitet, samfunn og historie med mere. Og hans vesen har mye å fare med, - som var og er dypt og som rekker langt.
          Nu i vår tid har vi et Arbeiderparti (& kompani) som febrilsk og frenetisk vil ha enhetlige, sentraliserte monopol-tvangs-skoler som omgjør og produserer (fascist-marxistisk, "på løpende bånd") dusinvare-kopier utav originaler, mentalt uniformerte for Arbeiderpartiets Janteland og babylonsk benevnte "sosial-demokrati". Et hedensk og "materialistisk" Arbeiderparti som er sjef for og i Den norske kirken og i og over det generelle kulturlivet, næringslivet og rettsvesenet med mere. Som målrettet bruker urettferdighet, løgn og lovløshet for å nå sine mål om mere egoisme og ukristelighet i verden. Og som for alt i verden sammen med rovgriske kapitalinteresser vil avhende vårt land til fremmede overherredømmer benevnt EU / EF og annet. Mens var det Næringslivets Hoved Organisasjon i norge / NHO (?) som nettopp gav en "ærefull" like-stillingspris til nylig avtroppede statsminister Gro Harlem Brundtland, for hennes "store innsats for kvinners likestilling og menneskeverd!" (Var det vel det ble sagt iallfall ...) Som reklamerer for seg selv som et glansbilde av Norge på Amerikansk frokost-tv, for millionvis av kroner fra Norge. Hun skal bl.a. altså hedres for sin tvangs-likestilling av kvinnekjønnet i Norge, som har svært så lite med likeverd å gjøre, men som gjør vår likhet med lik større, som bl.a. bringer mødrene og fedrene avgrunnsdypt bort ifra barna og barna avgrunnsdypt bort ifra foreldrene og sin barndom, uskyld og utvikling, og som stimulerer og bevirker fosterdrap, i en målestokk og med en effektivitet som gjør massemorderen Herodes blek av misunnelse! Mens perversitetene, seksifiseringen, egoismen, volden, selvmordene, griskheten og hovmodet og urettferdigheten og babbelet i vårt samfunn yrer fremadskridende mere og mere! Mens enkelte prester i Arbeiderpartiets statskirke reagerer litt på at jenter og gutter selger seg som en sex-vare for massemedia og på Karl Johan i Oslo, og i byenes bakgater. Mens menn og kvinner i næringslivet og i politikken og i rettsapperatet og iøvrig prostituerer og selger seg (og andre) for penger og karriere an mass. For å få mest mulig Babylon. Mens kongefamilien, med nåværende kong Harald i spissen, som i kveld sitter i Vikingemuseet i Lofoten og spiser villsvin, iøvrig sier bla-bla og ja-ha. Som de fleste andre som ikke er ute og leker Don Quiote!
          Hvordan skal det gå med vårt land og med verden?! Når ingen engang våger eller makter å nevne Skjøgen eller hennes navn eller hennes elsker! Og når og hvis alle og enhver tror og tenker at det er, akkurat - nettopp ja, Skjøgen, som er svanger med verdens redning og forløsning i konfliktløsning! Og når det er bortforklaringer av alt og ethvert overalt! Hjelper det med en smule kommunikasjon og hva den enkelte av oss gjør og ikke gjør? Hverken jeg eller Bjørnstjerne Bjørnson sier iallfall at det ikke hjelper!
          Efter Martin Luther sin kirkereformasjon tok det mere enn 450 år før Olav den hellige ble "stueren" igjen, - og det besørget Bjørnstjerne Bjørnson med sin flammende tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897. Foredraget fant jeg på trykk, med en innledning av Bjarne Vestmo, i Olsok tema-nummer av UKE-Adressa (bilag til Adresseavisen) for lørdag 22.07. 1995. Jeg vet ikke hvor det evt. iøvrig har stått på trykk. Men der skriver Bjarne Vestmo bl.a.:
          "Det var en formidabel oppslutning om arrangementet på Ilevolden. Et stort tog marsjerte fra Midtbyen ut til Ilevolden, 3500 mennesker med 30-40 faner og 40 rene flagg. I alt var det 10 000 mennesker som hørte Bjørnsons tale, og alle deltok i avsyngingen av bl.a. Ibsens "Vi er et folk, vårt land er fritt", "Norge, Norge" og Bjørnsons egen "Ja, vi elsker". Taleren ble takket for at han hadde "reist Olavssaken og skapt alt det norske og nasjonale som finnes i folket". Det ble opplest hilsningstelegrammer, bl.a. fra trønderske stortingsrepresentanter og fra Fridtjof Nansen. Til slutt dundret det i dynamittsalver i Steinberget.
          Ikke alle likte det de hørte. Det var fortsatt mange unionister og lojale kong Oscar-tilhengere. Enda mindre likte de møtet på Hjorten etterpå. I en mer uformell sammenheng tok Bjørnson igjen ordet og raljerte over unionistene, navnlig Høire. Etter avisreferat å dømme var stemningen høy.
          Trondhjems Adressekontors Efterretninger (Adresseavisen) slo hardt tilbake, og fastslo at Bjørnson hverken var satiriker eller humorist, men tung og "ubehændig". "Han selv og hans Bifaldsydere repræsenterer (...) Forfaldets og Nedgangens Umoral". "(...) den Mand, der indtog (...) en Høvdings Stilling ved Olavsfesten, benytter sit Navn og sin Autoritet til at angive Tonen for en stor Skare, hvorav den overveiende Del tilhørte Ungdommen. Den Slags Opdragelse truer med at blive farligere for vort Fædreland end en hvilkensomhelst udvortes Fiende", mente Adresseavisen i 1897."
          Sigrid Undset ( ) sa at: "Lenge hadde folket kjent kristendommen fra yttersiden, men med Hellige Olav blir hele folket lukket innenfor."
         Herunder Bjørnstjerne Bjørnsons foredrag i sin helhet slik det stod gjengitt i Adresseavisen i 1995.

Rune L. Hansen,
Sankthansaften 1997.

***

Tale på Ilevolden i Trondhjem Olavsdagen 1897

Av Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910)

Bilde: Olal1.gif

          Kong Olav Haraldson og Olav den Hellige er ikke den samme. Den første, som vi kjender ham fra Snorre og vore Historikere, er bare Fodstykke for den andre, som i fem hundre Aar steg saa høit og gjorde saa stor Gjerning i Det norske Folk, at ingen norskfødt naar ham til Ankelen.
          Det kunde ikke ha været saa, hvis ikke ogsaa den første, kong Olav Haraldson selv, havde været en stor Mand, - større end han nu ofte synes. Protestantismen har havt sin Virkning med at forkorte ham. Og den Bondeforgudelse, vi har gaat igjennem, og som i Grunden intet andet var end Selvoppholdelsesdrift og derfor gjorde mere godt end ondt, - den forleded mange til at ta Parti for Bønderne mod Kongen. Men det er omtrent som at ta Parti med Jøderne mod Jesus. Olav Haraldson var det Nye; var Kulturbæreren; i hans Retfærdighed og Død skulde de andre fornyes. De trængte saart til det.
          Snorre Sturleson har set ham, just slik han var, hos ham har Olav Haraldson sin fulde Høide. Snorre samler siin Dom i disse faa Ord:
          "Landsfolket reiste sig mod Olav, fordi han var retfærdig. Men Olav vilde heller opgi sit Kongedømme end sin Retfærdighed".
          Et stolt Eftermæle for en Konge-Reformator! Kong Olav Haraldson vilde bygge den retfærdige Guds trone over dette folk; men for hver Sten, han bar op til den, ramled en ned af hans egen Trone. Han saa det, men blev ved at bære op.
          Og denne Konge, som gav alt, Rige og Liv, for saa høit et Maal, han begyndte som vild Viking. Det er to Ting, som mest har gjort ham saa kjær for mange, fra vi var unge, og her er den første: han er den utviklingsrikeste Skikkelse i vor Historie.
          Slige som Olav Trygveson, Peder Wessel, Henrik Wergeland er født færdige. De lever sit geniale Solveirsliv fort, i et Drag, og aander sin Sjæl ud - ikke i Døden; den kom over dem som en Tilfældighed, de selv ikke ænsed større; nei, i Folkets evige Ungdomssommer. Der blir den ved at være Sjælenes Sjæl.
          Men Olav Haraldson er Folket i Vækst. Olav Trygveson kristnet det; men lod det ellers være som det var, og det samme gjorde han med sig selv, glad, ligesæl straalende, uden synderligt Foresyn, hvad ogsaa førte til hans og Rigets Fald.
          Om Olav Haraldson fortæller derimod Snorre, at han med Anger omvendte sig selv fra Vikingelivet og alt det, som fulgte med. Dernæst vilde han ha alle de andre omvendt. Uden Afslag fordi om en Mand var af høi Byrd. Snorre siger udtrykkelig, at dette var det især, som forarged.
          Maal ham saa paa hans Samtidige i Norge! Fædrelandsbegrepet var endnu ikke fæstet; Lydigheden mot Overkongen noget mere; men heller ikke den. Det gaar altsaa ikke an at lægge strenge Maal forsaavidt. Men ærlig Færd havde de Begrep om; Svig vidste de, hvad var. Jeg har nu læst Snorres "Olav den Helliges Saga" om igjen. I Skildringens Uvæld og Kunst er den et Mønster for alle Folk og Tider. Æmnet er ogsaa det stærkest spændende.
          Ligevel har jeg ofte ikke aarket at læse mere end et Par Blad paa en Gang, saa væmmedes jeg ved den Falskhed, den underfundige Havesyge, som omgav Kongen. Hvad havde han ikke selv for høit Begrep om Ærlighed; hvor færdedes han ikke sand og trofast iblant dem! Regner vi med det og tillige med hans hærdebrede, blodfulde Kraft, saa kan vi neppe undres ved, at Harmen stundom flød over. Vi undres heller ved, som han kunde tæmme sig. Blodet sprængte paa, det stak med Ild; i de mægtige Øine lued den.
          Vi maa følge hans Vækst gjennem Med- og Modgang frem til Stiklestad, der han stupte med sin Sag og lavde sig selv i Guds fang, tryg paa, at begge var hans. Da faar vi Ærbødighed. Her var udført et Stykke Arbeide! Se ogsaa paa dem, som fulgte ham i Landflygtigheden eller endog søgte ham der og siden fulgte ham hjem igjen til den siste Kamp. Her var udført et Stykke Arbeide! Vi kan maale Alvoret paa Sagnlængselen, Sagndigtningen, som følger Toget mod Nord ligesom Trækfuglene Sommeren for at ruge i den. Vi kan maale det paa Kongens Krav til dem, som strømmed til ham andetsteds fra, at de skulde la sig døbe eller gaa sin Vei. Han havde dem behuv, hans Hær var liden mod Bøndernes; men det hjalp ikke. For os kan slig Daab se ud som bare Form. For ham var Daaben et himmelsk Under, som straks omskabte.
          Der er en Udvikling, som især er Hodets Sag. Men Olav var en Handlingens Mand, hos ham var Alting døbt af Vilje, og den selv var døbt. Her er det Andet, som mest har gjort ham saa kjær for Mange, fra vi var unge. Af alle, som har indvirket paa norsk Skjæbne, er han den viljestærkeste. Det er især Viljemennesket i ham, som har holdt mig fangen, fra Gut af.
          Viljen virked saa umiddelbar, at nogle droges til i Liv og Død, andre taalte ham ikke. Han maate selv gaa afveien, for at det, han vilde, kunde saa skinne paa dem.
          Olav Trygveson var fager og vindende for alle. Olav Haraldson alene for dem, som blev viljedøbt af ham.
          Efter Kyndiges Dom var Olav Haraldson en stor Hærfører, likesom han var en udmærket Lovgiver. Dette kunne nok lægge Glans om ham, ligesom hans sømmelige, kongelige Færd i det Hele. Men det var hans indre Liv, som var det koglende ved ham. Øinene bar Bud fra det, Væsenet var tungt af det. Som Regel var han faamælt; men hvad han sa, blev husket; især var hans Raad uforglemmelige. Mangen Gang saa han forud, hvad som vilde hænde dem, han talte med eller talte om. I hans Hænder var Lægekraft. Selv hans Allernærmeste havde ærbødig Sky for ham. Den meddelte sig fra dem til hans Fiender. Der var noget ved ham, som fristed dem til at fælde ham; neppe var det gjort, saa forfærdedes de. De maatte gjøre denne Udaad, før de kunde bli bedre.
          Straks han var død, skjede alt, han vilde. Borte var Fremmedherredømmet, samlet var Høvdingerne, kristnet var Landet, hans Søn paa Tronen, Norge fikk Rang med andre selvstændige Riger, ja over deres, som nylig havde begjært det. Olav i sit Skrin virket det altsammen. At han blev Folkets Helgen faldt af sig selv. Det betyder, at han i deres Tro blev Norges Overstyrer ved Guds Trone. Den Tids Mennesker følte Sky for selv at tale med Gud: de maatte ha en til at gjøre det for sig, en av deres egne, som de vidste stod høit hos Gud.
          Vore Historikere har neppe værdsat høit nok det Tab, vi led, da vor norske Helgen ble gjort utlæg i Norge. Vi maa sætte os ind i, hvad han betød for hver enkelt: et skinnende Barneminde, et Fang fuldt af Gaver, et Øie over deres Færd, en god Tilflugt, alles Forbeder, Himmelporten. Eller hvad han betød for dem som Frænde. I ham blev de alle Frænder. I hans Martyrdød blev de èt Folk, den gjorde Ende paa Fremmedherredømmet. Han var Landets Værn, det Fane, dets Lov, dets høieste Ærestinde.
          Vi maa prøve at forstaa, hvordan det tog sig ud for dem, da han havde været dette i fem hundre Aar, og det saa lærtes, at Altsammen var Bedrag. At det var unyttig at be Hellig Olav hjælpe dem hos Gud. Ja, det var Synd. Hvis denne Synd gjentog sig, var det Sjæls Fortabelse! Vi kan maale Harmen og Sorgen paa, at saa mange av de Præster, som lærte det, uden videre blev slaat ihjæl. Vi skjønner, hvor nær det var, at de fleste blev slaat ihjæl. Hadde de bare havt ledende Mænd! Men det havde de ikke. Vi maa prøve at forstaa, hvad de tabte i Mod, i Tro på sig selv, vore Forfædre, dengang de saa, at Intet skjede, Intet nyttet. Da Hellig Olav og Jomfru Maria, Jomfru Maria og Hellig Olav blev udjaget af Landet, deres Kirker vanhelliget og ranet, ofte ødelagt! De maatte da vel føle det, som de selv var gjort utlæg.
          Vi vil nok skjønne det, straks Olavsdagen varsles. Skjønt det skjer efter flere hundre Aars Fravær, skal vi nok faa høre, at her har vi stødt paa en gammel Vise, som engang laa paa alles Munde. Den synger sig selv.
          Ja, som det gaar med Draumkvædet i vore Dage, netop nu udgravet igjen. Der sidder vi og kjender det, skjønt Visen, siger lærde Mænd, er fra Aar tolv hundre og tyve, eller saa omtrent. De samme lærde Mænd mener, at Kvadet netop er laget om Hellig Olav og skildrer et Syn ind i det store Ukjendte, som han har faat Lykke til, Olav den benaadede Søn, Olav den høitelskede Søn. At høre Draumkvædet er som at føres dybere og dybere ind i en gammel Minegang i Folkemindet. Engang for mange hundre Aar siden fyldtes den i en Skadeflom og blev halvejs glemt.
          Aldeles som det gik med Olavsdagen! Fra denne gamle Minegangen i Folkemindet, som nu atter aapnes, skal vi nok atter bryde nye Gange til begge Sider og drage megen Rigdom frem.
          Jeg spaar, at naar Klokkerne kimer for Olavsdagen over det hele Land, vil vi kjende det, som ringte det - ikke fra bare Bakken, som Kirkerne vore nu alminnelig staar paa, men fra Bjørkelien, fra Gran og Furuholtet, fra Havskjæret. Det vil kjendes som den norske Naturen da flytter tættere til. Og som vi selv gaar tilmøtes med Forfædrene vore, ikke dem alene, som vi selv har kjendt, nei, dem som har brudt op Landet for os med Sværd og Plog og Sang og Lov. De, som faldt paa begge Sider for os ved Stiklestad, og paa saa mangen anden Plads, deriblant den, vi nu staar paa. Og de, som i stille Arbeide gjenreiste Landet for os efter hver Ufærd, som de Styrende førte det op i.
          Jeg spaar, at de, som taler i Kirkerne paa Olavsdagen, kommer til at tale om mere end Jøderne og Jødeland; de kommer ogsaa til at tale lidt om Norge og Nordmændene. Altså ikke fra bare Bakken, de heller.
          Efterhaanden maa Olavsdagen drage dette udover paa de andre Helgedagene. For det vil snart bli aapenbart, at saaledes vender mange Sind tilbake til Kirken, som nu var borte. Skal Kirken sanke dem ind igjen, maa det søge dem der de er. Efter den Regel, at ham, du vil vinde, hans Kjærlighed maa du finde.
          Her er vor! Vi er efterhaanden blit noget mere end Ænkeltmennesker; optat af mere end vor egen Sjælstilstand. Vi er blit et Samfund af Medansvarlige, et Fællesskab til Fædrelandets Ære og Velferd. Her er vi, her staar vi nu i en alvorlig Kamp! Ændelig engang vil vi atter, hvad Olav vilde; gjøre dette Land til vort. Ændelig engang som han fri det helt fra Fremmedherredømmet. Det skulde vel ikke være under Kirkens Værdighet at komme med paa det? At møtes med Hellig Olav i det?
          "Saa længe Olav sad i Kongesædet", siger Snorre, "prøvte han at gjøre det beste (mærk Ordene: "det beste"!) : først at fri Folket fra Fremmede Herrer, dernæst at omvende det til den rette Tro, endelig at sætte Landets Lov og Ret".
          Op med Kirken paa Olavsdagen!
          Det gjælder nu som paa Olavs Tid: Norge ligger under for fremmed Magt, bare saa længe det ikke er enigt. Et enigt Norge faar, hvad det har Ret til, jævnsides andre selvstændige Folk.
          Norske Bymænd og Bønder: andre tør nu ikke engang ud med Nøklerne til de forskjellige Kirkeporter paa Olavsdagen, men blir I bare enige, saa husk, at I har Hovednøkkelen! Til Kirkerne som til mere. Læg den ind i Røsteseddelen nu til Høsten, den og det norske Flaget, den ene i det andre. Saa hjælper I barna til bedre Vilkaar for et retskaffent Liv, end mange af os har havt.
          Hvorfor kan jeg ikke be den norske Kvinde om det samme? Hun, som staar i Barneflokken, i en selvstændig Gjærning i Hus eller Forretning, hvorfor skal hun ha mindre Værdighed om mindre Magt, naar det gjælder Kirken og Folkeæren?
          Men saa venter vi ogsaa af Mændene, at de handler som de, som har Fuldmagt af flere.
          Paa Olavsdagen skal Norges selvstændige Fortid Frem til Held for en selvstændig Fremtid. Paa den skal begge knyttes sammen i vor Vilje. Kanske er der lidt Arv i den af Olav Haraldsons. Kanske den ogsaa som hans, naar Kirken hjælper, kan vokse i Mod og Offerkraft.
          Dette Ønske vil vi tilslut samles i! Vi vil løfte det for Kong Olav Haraldson og vort Fædreland fra denne mindestore Plads. Her har Norges Skjæbne ofte været afgjort. Her har han selv gaat, røslig og mandig med Norge i sit Sind. Sikkerlig saa han Byen med Bakker, Fjord og Fjeld i det Syn, han havde, sidste Gang han red ind i Landet. Naar Ønsket løftes herfra, faar det kanske lidt af den Ævne, hans Klokke havde derborte fra Clemenskirken: at høres i Dagningen foran Afgjørelsens Stund flere hundre Mil borte. Og da at sætte Brand i Sindene.
          Leve det gamle, det nye Norge!

***


- 02.06. 1997 - HUN / Internett :
(Kopi / avskrift: HUN, rlh.)

Jeanne d` Arc som barn

Av Jules Michelet (1798 - 1874, Frankrike)

          Jeanne var den tredje dottern till en lantman.
          Under det att de andre barnen gingo ut med fadern för att arbeta på åkern eller valla djuren, behöll modern Jeanne hemma hos sig och sysselsatte henne med att sy eller spinna. Hon lärde sig varken att läsa eller att skriva, men hon fick veta allt som modern visste om heliga människor och ting. Hon mottog sin religiösa kunnskap icke som en läxa eller en ceremoni, utan i vackra berättelser vid härden och såsom en moders enkla tro. Det som vi på detta sätt anamma med blodet och mjölken, är något levande, ja, livet självt.
          Det finns ett rörande vittnesbörd om Jeannes fromhet, härstammande från hennes barndomskamrat Hannette, tre eller fyra år yngre än hon.
          - Hur många gånger, s¨¨ager hon, var jag inte hos hennes far och låg förtroligt i samma säng som hon. Hon var en snäll flicka, enkel og blid. Hon gick gärna i kyrkan och besökte heliga platser. Hon spann, arbetade i hushållet, såsom andra flickor. Ofta biktade hon sig. Hon rodnade, när man sade, att hon var för from, att hon för ofta gick i kyrkan. En lantman, som kallats att vittna i hennes sak, tillägger, att hon skötte sjuka, skänkte gåvor åt fattiga.
          - Jag vet det väl, sade han, jag var barn då, och det var hon som skötte mig.
          Alla kände till hennes barmhärtighet och fromhet. De visste väl, att hon var den bästa flickan i byn. Men vad de inte visste, det var, att hos henne det himmelska livet oavbrutet uppsög det jordiska och hindrade det att utvecklas. Hon ägde själsligen och kroppsligen gudagåven att förbli ett barn. Hon växte upp, blev stark och vacker, men hon lärde aldrig känna kvinnans kroppsliga besvär. De besparades henne till fromma för hennes religiösa tankar och drömmar. Född i skuggan av kyrkans murar, vaggad av klockornas klang och närd av legender, blev hon själv en legend, blixtrande och ren, från sin födelse till sin död.
          Hon blev en levande legend. Men hennes livskraft, stegrad och samlad, blev därför icke mindre skapande. Omedvetet skapade hon, så att säga, och förverkligade sina egna föreställningar och gjorde av dem levande varelser, hon förlänade dem, från djupet av sitt jungfruliga liv, en glans och en makt, som kommo den yttre verklighetens jämmerliga gestalter att blekna.
          Om poesi betyder skapelse, så är detta förvisso den högsta poesi. Man måste förstå, från vilket ringa ursprung hon steg till en sådan höjd.
          I sanning ringa men redan poetiskt. Hennes hemort låg på två stegs avstånd från Vogesernas stora skogar. Från hemmets dörr såg hon ekarnas gamla skog. Där bodde feerna, de älskade särskilt en källa invid en stor bok, som kallades feernas, damernas träd. I den upphängde barnen kransar och sjöngo under dess valv. Dessa forntidens damer och skogsfruar kunde icke längre flockas vid källan, de voro utestängda därifrån till följd av sina synder. Kyrkan var i själva verket fientligt stämt mot dessa naturgudomligheter; och för att jaga bort den, begav sig kyrkoherden varje år till källan och läste mässan.
          Jeanne var född mitt ibland dessa folkfantasiens legender och naturmytiska väsen. Men vid sidan av dem företedde landet ett annat slags poesi, en vild och hemsk och alltför verklig poesi, krigets ... Kriget! Blotta ordet utsäger något rysansvärt. Det är visserligen inte alla dagar anfall och plundringar, men ängslig väntan, stormklockor, uppsprittandet ur sömnen och borta på slätten de röda eldsvådornas dystra sken.
          Jeanne såg på nära håll krigets oro och spänning. Hon såg nödställda flyktningar i sitt hem; god som hon var, hjälpte hon till att förpläga dem; hon avstod åt dem sin säng och lade sig att sova på vinden. Även hennes föräldrar måste själva en gång fly. Sedan rövarhorden dragit förbi, återvände familjen och fann byn skövlad, hemmet ödelagt, kyrkan uppbränd.
          Så lärde hon sig, vad krig ville säga.

---

* Michelet, Jules (1798 - 1874), var son till en fattig boktryckare och växte upp i en nödens boning, men nådde genom lysande begåvning och seg flit en hög ställning i Paris` vetenskapliga värld. Revolutionärt sinnad och misshaglig för de styrande, skildes han 1851 från sin professorstol vid Collège de France. Han hade då delvis utarbetad sitt livs stora verk Histoire de France, som han därefter fann tid och kraft att fullborda jämte en mängd andra arbeten. Michelet var en grundlärd man och ägde därjämte en stark fantasi, som har förlänat en visionär åskådlighet åt hans skildring av Frankrikes medeltid, glanspartiet i hans stora historiska verk, som klandrats för ensidigt radikalt partitagande men allmänt erkänts som en av den franska andens snillrikaste skapelser. Hans framställning av Jeanne d` Arcs levnadssaga betraktas i hans hemland som klassisk.
          ("Jeanne d` Arc som barn" ur Histoire de France.)

---

          Overstående er hentet fra boken "Litteraturens mästare berätta om barn", urval och inledning av Olof Rabenius, med företal (och illustrationsurval) av Lennart Bernadotte, C. E. Fritzes Bokförlags Aktiebolag, Stockholm 1944. A5-format, 540 sider.

***

---


OVERSIKT | TIL TOPS | HUNs FRONT-SIDE | THE END |

Denne side er fra (This page is from):

HUN / Hjemme Undervisningen i Norge,
N-5520 Sveio, Norge.
Tlf.: 52740864. Fax-modem: 52740435. Postgiro: 0826.0762.231.
E-mail: runehan@sn.no
HUN har Internett-adresse:
http://home.sol.no/hunwww/index.htm

HUNs logo

-